Det Engelske Kolonirige
På sit højeste dækkede det britiske imperium en fjerdedel af Jordens overflade. Mens de hvide kolonier opnåede en vis grad af selvstyre, var de øvrige kolonier ofte udsat for økonomisk og kulturel udnyttelse. Især Indien oplevede alvorlige konsekvenser af britisk styre.
Englands dominans i Indien
Som nævnt i tidligere afsnit kom store dele af Indien under kontrol af Det Britiske Ostindiske Kompagni i 1700-tallet. I 1858 overtog den britiske stat formelt al kontrol, herunder kommandoen over den indiske hær. Dette skete efter Sepoy-oprøret i 1857, hvor indiske soldater (sepoyer) gjorde oprør mod briterne.
Sepoy-oprøret (1857)
Oprøret begyndte i Meerut øst for Delhi og blev udløst af en tilsyneladende banal årsag: indførelsen af nye Enfield-geværpatroner, der var smurt ind i okse- og svinetalg. Da soldaterne skulle bide spidsen af patronerne, følte både hinduer og muslimer deres religiøse traditioner krænket. Dette førte til en voldsom opstand, hvor sepoyerne erobrede Delhi og udråbte den afsatte stormogul til Indiens hersker.
Opstanden blev dog hurtigt nedkæmpet af briterne, der efterfølgende gennemførte brutale hævnaktioner mod de indiske oprørere.
Økonomisk udnyttelse af Indien
Briterne reformerede Indiens økonomi, men først og fremmest til egen fordel:
- Toldfri indførsel af britiske varer: Indiske håndværkere og tekstilproducenter blev udkonkurreret af billigere britiske varer.
- Eksport af råvarer: Indien eksporterede primært bomuld, jute og opium, men havde ingen mulighed for at opbygge sin egen industri.
- Jernbaner uden industri: Over 50.000 km jernbane blev anlagt mellem 1870 og 1910, men alle lokomotiver og skinner blev importeret fra England.
Den økonomiske undertrykkelse skabte stor fattigdom i Indien og forværrede de sociale forskelle, da briterne aktivt støttede det eksisterende kastesystem.
Politisk splittelse
For at bevare magten udnyttede briterne de interne splittelser i det indiske samfund:
- Briterne favoriserede den øverste kaste, brahminerne, hvilket styrkede kastesystemet.
- Muslimer frygtede at blive undertrykt af hinduerne, især efter briterne i 1909 gav Indien et begrænset selvstyre.
Den muslimske frygt for hinduisk dominans førte senere til oprettelsen af Pakistan i 1947.
De hvide kolonier
Modsat Indien fik de britiske bosætterkolonier en høj grad af selvstyre. England lærte af sine fejltagelser i Nordamerika og gav følgende lande status som dominions:
- Canada (1867)
- Australien (1901)
- New Zealand (1907)
- Sydafrika (1910)
Disse lande bevarede en stærk tilknytning til Storbritannien og blev en del af The British Commonwealth i 1931.
Britiske kolonier i Asien
Ceylon (Sri Lanka)
Under Napoleonskrigene tog briterne kontrol over Ceylon. De udviklede øen til en vigtig producent af kaffe, te og gummi. Stor import af tamilske arbejdere fra Sydindien skabte dog etniske spændinger, der senere førte til borgerkrig.
Malaya (Malaysia)
Erhvervet i 1820’erne pga. store tinforekomster og senere gummiplantager. Briternes import af kinesere og indere betød, at malayerne blev en minoritet i deres eget land.
Burma (Myanmar)
Burma blev gradvist erobret mellem 1826 og 1885. Briternes mål var at beskytte Indien og kontrollere eksporten af teaktræ.
Det britiske herredømme i Egypten og Sudan
Egypten
I 1869 åbnede Suezkanalen, der var afgørende for briternes handelsrute til Indien. England købte aktiemajoriteten i kanalen i 1875, og i 1882 tog de reelt kontrol over Egypten efter et militært felttog.
Sudan
Briternes indflydelse i Egypten førte til engagement i Sudan, hvor et oprør under Mahdien udfordrede kolonimagten. General Charles Gordon blev dræbt i 1885 i Khartoum, hvilket førte til en britisk hævnaktion i 1898, hvor general Kitchener knuste oprørerne.
Det britiske herredømme i Afrika
England deltog aktivt i Berlin-konferencen i 1884, hvor europæiske magter fordelte Afrika mellem sig. Briterne fik herredømme over store områder, herunder:
- Ghana (Guldkysten)
- Nigeria
- Kenya
- Uganda
- Rhodesia (Zimbabwe & Zambia)
Rhodesia
Cecil Rhodes, en britisk mineejer og imperialist, spillede en nøglerolle i at sikre britisk kontrol over det sydlige Afrika. Han tiltrak hvide bosættere til Sydrhodesia (Zimbabwe), hvor de tog den bedste landbrugsjord fra de lokale.
Kenya
Englænderne tilskyndede europæiske bosættere til at opkøbe land i Kenyas højland. Dette førte til Mau Mau-oprøret (1952-1956), hvor tusinder af afrikanere blev dræbt.
Boerkrigen og Englands kontrol over Sydafrika
Den sydlige del af Afrika havde været koloniseret af hollandske boere siden 1600-tallet. Da briterne overtog Kapkolonien, udvandrede mange boere til Oranje-fristaten og Transvaal. Her fandt man senere store guld- og diamantforekomster, hvilket tiltrak britiske investorer.
Boerkrigen (1899-1902)
Konflikten mellem boere og briter eskalerede til en blodig krig. Boer-styrkerne var dygtige guerillakrigere, og briterne havde svært ved at besejre dem. For at svække boerne tvang briterne deres familier i koncentrationslejre, hvor omkring 30.000 boere døde.
Selvom briterne officielt vandt krigen, fik boerne efterfølgende politisk magt i Sydafrika. I 1910 blev Sydafrika en selvstyrende dominion, og boerne dominerede landets regering.
Var kolonierne til gavn for England?
På kort sigt var kolonierne en stor økonomisk fordel for England:
- De sikrede råvarer som bomuld, gummi, tin og diamanter.
- De var et garanteret marked for britiske varer.
- Engelske handelsfolk og industriejere tjente store summer.
På langt sigt var kolonierne dog en økonomisk byrde:
- Det kostede enorme summer at opretholde hære og flåder.
- Den engelske industri blev mindre innovativ, da den var afhængig af beskyttede kolonimarkeder.
Det britiske imperium var historiens største kolonirige, men dets arv er blandet. Mens briterne moderniserede transport og administration i deres kolonier, var deres styre også præget af udnyttelse, kulturel arrogance og politiske splittelser, der satte dybe spor i mange af de tidligere kolonier.
